Hænger sport og politik sammen?

Ofte ser vi på sport som noget, der er skarpt adskilt fra politik, og vi betragter sportens verden som et frirum for andet end det at dyrke sport sammen eller se på, at andre udøver sport.

Efter vores mening er det nu naivt at betragte sport som et rum frit for politik og politisk indflydelse. Vi har set, hvordan det har skabt diskussion, at Kronprins Frederik valgte at stille op til Den Internationale Olympiske Komite, hvortil han så også blev valgt – endda to gange i træk.

Når en disposition af den type vækker så megen debat, skyldes det naturligvis, at mange har set rollen som medlem af den olympiske komite som noget, der konflikter med at være medlem af den royale familie, hvorved man pr. definition skal være upolitisk – eller i hvert fald ikke give udtryk for sine politiske holdninger. Noget, der kan være svært, hvis man vælger at engagere sig i international sport, hvor nationale og politiske interesser krydser klinger, så det gnistrer.

Et led i den politiske kamp

At sport og politik hører sammen, blev ganske tydeligt under de olympiske lege i Berlin i 1936. Tyskland var i Hitlers klør dengang, og komiteen bag legene var stærkt bekymrede for, om det ville påvirke legene. Det kan man diskutere, om det gjorde, men Hitler evnede at bruge legene til sin fordel og fremstillede Tyskland som en global vindernation.

I dag bruges sporten også politisk. For eksempel, når et land boykottes i forbindelse med de olympiske lege, eller når udøvere af en sport bruger deres optræden på stadion til at udtrykke en politisk protest. Det sidste har i nyeste tid en række sorte NFL-spillere i USA gjort, når de i stedet for at synge med på nationalsangen knæler ned på stadionets græs inden kampen – som en markering af, at de sorte stadig undertrykkes, og at den nuværende præsident Trump står som et symbol på denne undertrykkelse den dag i dag.